Idrætsmødet vil nå ud til alle – også kommunalpolitikerne

Når Idrætsmødet løber af stablen i Aalborg, er målet at favne bredest muligt. Alle lige fra skolebørn til ældre kan være med, men især landets kommunalpolitikere er vigtige at få inddraget.

De farverige bannere i byens gågade reklamerer for årets Idrætsmøde. Foto: Kirstine Enghøj Grotkjær

Fra den 27. august til den 1. september vil der være ekstra godt gang i Aalborg by, når Idrætsmødet udspiller sig. Der vil både være en konference med workshops og debatter samt en masse idrætsarrangementer, hvor man kan prøve kræfter med alt fra yoga til streethåndbold. Nøgleordene for Idrætsmødet er mangfoldighed og diversitet.

”En af de største kvaliteter ved idrætten er fællesskabet. Vi vil skabe en mødeplads, hvor alle idrættens aspekter kan blive præsenteret og diskuteret,” fortæller Idrætsmødets koordinator, Morten Arvidsson.

Idræt er kommunalpolitik

Konferencen har med mere end 220 forskellige oplæg til formål at samle alle idrætsengagerede til at diskutere og forhåbentlig også udvikle idrætten.

”Konferencen skal være et mødested for alle, hvor de deltagende bringes sammen på tværs af idrætter – både de, der arbejder med at udvikle idrætten, de frivillige og kommunalpolitikerne,” fortæller Morten Arvidsson.   

Især kommunalpolitikerne er vigtige at have med, når idrætten skal diskuteres. For som Morten Arvidsson udtaler:

”Idræt er kommunalpolitik. Finansiering og organisering af idrætten ligger hos kommunerne – de er med til at sætte rammerne for idrætten, blandt andet i forhold til faciliteter og idræt i skolerne. Så det er væsentligt, at de ved, hvilke temaer der fylder ude i idrætsorganisationerne og -foreningerne.”

Dog ligger Idrætsmødet i år samtidig med de kommunale budgetforhandlinger og op til kommunalvalget, så tilslutningen fra politikerne er ikke helt så stor som ønsket. 60 kommuner er repræsenteret, men håbet er, at alle 98 kommuner bliver en del af Idrætsmødet i fremtiden.

Markedsføring har været en balancegang

Den anden del af Idrætsmødet er selve idrætsarrangementerne, som er åbne for alle. I år er det anden gang, Idrætsmødet afholdes. Første gang var i 2019, hvor der var 20.000 deltagende ved idrætsarrangementerne. Sidste år satte pandemien en stopper for begivenheden, men i år er Idrætsmødet tilbage – næsten med fuld kraft.

”Markedsføringen har været lidt af en balancegang i år. På den ene side vil vi gerne tiltrække en masse deltagere, men på den anden side vil vi ikke tiltrække for mange, så vi overskrider corona-restriktionerne,” fortæller Morten Arvidsson.

Næste år satser Morten Arvidsson dog på, at der automatisk vil komme flere deltagere, da Idrætsmødet kommer til at foregå sideløbende med den såkaldte DM-uge, hvor næsten 30 forskellige mesterskaber bliver afholdt i Aalborg.

Nordiske ambitioner

Planerne længere ud i fremtiden er også ambitiøse; på sigt er ønsket, at Idrætsmødet skal blive et nationalt event og sidenhen nordisk.

”En stor del af meningen med Idrætsmødet er, at vi kan lære af hinanden og blive inspireret på tværs af både idrætter og foreninger – og det gør vi jo ikke ved at lukke os omkring Aalborg. Det gør vi ved at åbne op for alle og være åbne overfor inspiration udefra,” siger Morten Arvidsson.