Nyopstartet koncept giver virksomheder mulighed for at hjælpe socialt udsatte

Har man CVR-nummer og lyst til at gøre noget godt for andre, kan man som virksomhed komme med i netværket ’’Et måltid om dagen’’. Uffe Truelsen er manden bag konceptet, og torsdag d. 9 september inviterer han for første gang til ’’Et måltid om dagen LIVE’’ på Café Parasollen i Aalborg C.

Af Søren Sahl Jeppesen

Uffe Truelsen er udannet kok og har arbejdet med mad og formidlingen af mad i mange år. Derudover mener han, at social udsatte og hjemløse i Danmark skal have nogle bedre forudsætninger for at klare sig godt. Derfor valgte han under den anden coronanedlukning i foråret at kombinere de to ting, og startede konceptet ’’Et måltid om dagen’’ op i samarbejde med Hus Forbi.

Uffe håber på, at konceptet bliver en succes – Foto: Søren Sahl Jeppesen

Kort fortalt går konceptet ud på, at virksomheder via et økonomisk bidrag kan være med til at give hjemløse og socialt udsatte bedre vilkår i form af billigere/gratis måltider på væresteder, udvidede åbningstider og et socialt sammenværd.  For ifølge Uffe, kan et måltid mad være med til at give en person en følelse af et fællesskab:

’’Et måltid er bare den letteste vej for to mennesker at mødes uforpligtende. Et måltidsfællesskab kræver ikke noget, som det for eksempel gør at være med i en gymnastikforening. Alle SKAL spise hver dag. Så her har man noget komme hen til. Et fællesskab, man kan være en del af’’, siger han.

’’Et rart sted at være’’

Og netop det fællesskab er Café Parasollen i Aalborg C med til at skabe. De arbejder sammen med ’’Et måltid om dagen’’, og er et alkoholfrit spise- og værested for hjemløse og socialt udsatte. Her tilbydes der mad, et bad, tøjvask og hvad man ellers kunne få brug for som hjemløs eller socialt udsat.

Martin og Oliver bruger værestedet næsten dagligt – Foto: Søren Sahl Jeppesen

To faste besøgende ved navn Oliver og Martin, beskriver caféen som et rart sted at være, og de kommer der næsten hver dag.

Stedet har både lønnede medarbejder og frivillige – dog flest frivillige som tæller omkring 50 personer.

Cafe Parasollen er blot et af mange væresteder, som får del i pengene fra ’’Et måltid om dagen’’. Det er Hus Forbi, der løbende afgør, hvilke væresteder, suppekøkkener, herberger og lignende der skal tildeles pengene.

Et klistermærke man som virksomhed får, hvis man støtter konceptet – Foto: Søren Sahl Jeppesen

Live-event d. 9 september

En af de virksomheder, som allerede har valgt at støtte ’’Et måltid om dagen’’, er fjerkræimportøren Euro Poultry fra Aalborg. Administrerende direktør Rasmus Mou siger:

’’Jeg har altid haft et soft spot for socialt udsatte og hjemløse, og så har vi igennem noget tid doneret vores overskudsvarer til velgørenhed, så det var oplagt at støtte konceptet’’.

Ønsker man som virksomhed at blive klogere på konceptet, er der torsdag d. 9 september et liveevent på Cafe Parasollen fra 18-20.30. Det bliver afholdt for første gang, og der vil blive serveret mad i form af dagens ret fra køkkenet, der vil blive informeret omkring konceptet og så kan man komme på en tur rundt i byen med en Hus Forbi-sælger og se skyggesiderne af Aalborg. Derudover kommer der en kok fra juniorkokkelandsholdet og laver dessert.

Kirstine er køkkenmedarbejder hos Caféen, men skal ikke lave mad d. 9 september – Foto: Søren Sahl Jeppesen

Vil man vide mere om aftenen og konceptet som helhed, kan man tjekke ’’Et måltid om dagen’’ ud på Facebook.